Jysk investor køber hidtil største byggefelt på Stigsborg

Der er fart på udviklingen af Stigsborg i Nørresundby, hvor endnu en investor har tegnet sig som køber af det hidtil største byggefelt i bydelen. Byggefeltet på hele 13.100 kvadratmeter skal de kommende år fordeles på lejligheder og erhvervsbyggeri med en central beliggenhed mod det grønne område Stigsparken og det kommende Børne- og Ungeunivers.

 

Det 54 hektar store Stigsborg-område i Nørresundby nord for Aalborg er en populær bydel, som vækker interesse hos både kommende boligejere og investorer. Nu har en jysk investor underskrevet kontrakt på køb af byggefelt B13, der grænser op mod det grønne område Stigsparken og det kommende Børne- og Ungeunivers. Byggefeltet råder over 13.100 kvadratmeter og er således det hidtil største byggefelt, der er solgt på Stigsborg.

- Det er meget glædeligt, at der er interesse fra investorerne i Stigsborg-bydelen, som i disse år for alvor er ved at tage form. Den nye investor har ambitiøse planer for grunden, som passer godt ind i de øvrige planer for området. Projektet er i øjeblikket i fuld gang med at blive tegnet, og detaljerne for byggeriet drøftes således nøje i denne tid, lyder det fra direktør Anton Hessellund fra byudviklingsselskabet Stigsborg P/S, der er ejet af Aalborg Kommune, PFA Pension og A. Enggaard A/S.

Over de kommende år har den jyske køber sammen med A. Enggaard planer om at opføre 155-165 boliger fordelt på ca. 11.900 kvadratmeter, mens de resterende kvadratmeter skal bestå af erhverv. Lejlighedstyperne varierer fra 2- til 4-værelseslejligheder, der spænder fra 60 til 105 kvadratmeter. Bebyggelsen skal efter planen udformes som en klassisk karrébebyggelse med gårdrum i midten, hvor der etableres fællesfaciliteter og grønne områder.

Stor interesse for ny bydel
Det er erhvervsmæglerfirmaet Metropol Erhverv, der har formidlet handlen, og ifølge partner Kim Christensen er der generelt stor interesse for Stigsborg-området.

- 2021 var rekordår for ejendomstransaktioner i Danmark, og generelt oplever vi stor efterspørgsel på blandt andet boligudlejnings- og projektejendomme, og der er ingen tvivl om, at Stigsborg er et ambitiøst byudviklingsprojekt, der stemmer godt overens med den efterspørgsel, vi ser hos investorerne, siger Kim Christensen og fortsætter:

- Stigsborg er et fantastisk byområde, der rummer en stor diversitet med blandt andet folkeskole, idrætsfaciliteter, stort parkområde, strand- og vandaktiviteter og ikke mindst nærhed til både motorvej, by og vand, som tilsammen gør, at området er en god, langsigtet investering med mange muligheder.

Med salget af byggefelt B13 er over halvdelen af de 200.000 etagemeter i etape 1 på Stigsborg enten solgt eller reserveret. Denne etape rummer blandt andet det grønne område Stigsparken, den nye folkeskole Børne- og Ungeuniverset, som også skal fungere som bydelshus for hele området, samt indkøbsmuligheder, erhverv og meget mere.

Parterne forventer, at byggeriet står klar i løbet af 2025.

Læs mere om området på www.stigsborg.dk

​ 

Kontakt os

METROPOL ERHVERV
Østre Havnepromenade 26, 2. tv., 9000 Aalborg | +45 7231 2000

SIKKER MAIL
Sikker mail kan sendes til info@metropolerhverv.dk

PERSONDATAPOLITIK
Metropol Erhvervs persondatapolitik findes her
Oplysning om behandling af personoplysninger findes her

HVIDVASKLOVEN
Oplysning om Hvidvaskloven findes her

 

Mød os også på: